Danmark har tiltrådt Strasbourg-overenskomsten, der vedrører formidling af ansøgninger om fri proces og retshjælp mellem forskellige lande. Reglerne i overenskomsten er gengivet i bekendtgørelse nr. 109 af 11/11/1986 af den europæiske overenskomst af 27/1/1977 om formidling af ansøgninger om retshjælp.
Civilstyrelsen virker som centralmyndighed og videresender ansøgninger om fri proces til sager i andre lande, der har tiltrådt Strasbourg-overenskomsten. Tilsvarende modtager Civilstyrelsen ansøgninger fra andre landes centralmyndigheder og behandler ansøgninger efter retsplejelovens regler om fri proces eller sørger for eventuel videresendelse, hvis ansøgningen skal behandles af retten.
Ansøgningen skal som udgangspunkt skrives på det officielle sprog, som det pågældende land anvender, eller på engelsk eller fransk. Civilstyrelsen hverken oversætter eller betaler for en oversættelse af ansøgningen.
Overenskomsten er foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af følgende lande: Azerbajdjan, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Georgien, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nordmakedonien, Montenegro, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Serbien, Spanien, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Ukraine og Østrig.
Ansøgningsskema til retshjælp i udlandet (PDF)
Application form for legal aid abroad (PDF)
Demande d’assistance judiciaire à l’étranger (PDF)