Ansøg om beskikkelse

Advokater beskikkes af justitsministeren (Civilstyrelsen), jf. retsplejelovens § 119. Reglerne om advokatbeskikkelse findes i retsplejelovens kapitel 12. I forbindelse med sagsbehandlingen indhenter Civilstyrelsen en vejledende udtalelse fra Advokatrådet samt en fuldstændig udskrift om ansøgeren fra Kriminalregisteret.

Beskikkelse som advokat indebærer en pligt til at tegne en ansvarsforsikring og garanti, som er gældende fra beskikkelsesdagen. Nærmere information herom kan findes på www.advokatsamfundet.dk.

Sagsbehandlingstid og beskikkelsestidspunkt

Civilstyrelsens sagsbehandlingstid er omkring tre måneder. Da nogle erklæringer, som du skal vedlægge din ansøgning højst må være tre måneder gamle på beskikkelsesdagen, bør du tidligst indsende din ansøgning om beskikkelse tre måneder før, du mener at opfylde betingelserne for beskikkelse som advokat. Det drejer sig konkret om erklæringen om myndighed og solvens, samt om din principalerklæring fra seneste/aktuelle ansættelse.

Du vil tidligst modtage din beskikkelse den dag, hvor du opfylder betingelserne for advokatbeskikkelse. Det betyder, at vi ikke kan beskikke dig med tilbagevirkende kraft.

Civilstyrelsen kan ikke på forhånd eller under sagens behandling udtale sig om, hvornår du opfylder betingelserne for beskikkelse. Dette skyldes, at sagen skal færdigbehandles, og beskikkelsesdokumentet underskrives i Civilstyrelsen, før beskikkelsestidspunktet er endeligt.

Hvis de tidsmæssige betingelser for beskikkelse opnås en lørdag, søndag eller helligdag, vil du først kunne beskikkes fra den førstkommende hverdag.

Du skal indsende:

Hvis du har været ansat som anklagerfuldmægtig (under Rigsadvokaten) eller som fuldmægtig i Justitsministeriet bedes du indsende:

  • Samtykke, der giver Civilstyrelsen mulighed for at foretage høring af HR-afdelingen ved Rigsadvokaten/HR-afdelingen ved Justitsministeriet.

 Principalerklæringen skal indeholde: 

  • En nøjagtig angivelse af, i hvilken periode, du har været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig,
  • oplysning om, hvorvidt du har været ansat på fuld tid eller deltid (i tilfælde af deltid angives det ugentlige timeantal),
  • oplysning om, hvorvidt du har været på barselsorlov, sygemeldt eller haft øvrigt fravær i en længere periode (dvs. en samlet periode på mere end tre måneder) under ansættelsen. Har du været deltidssygemeldt, angives det præcise ugentlige timetal, og
  • oplysning om, hvorvidt du forventes at være ansat i stillingen frem til det tidspunkt, hvor du opfylder de tidsmæssige betingelser for at opnå advokatbeskikkelse.

Hvis du har været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i en advokatvirksomhed, skal erklæringen tillige indeholde:

  • Oplysning om, hvorvidt du under ansættelsen har deltaget i almindelig advokatvirksomhed og i hvilket omfang, du har opnået kendskab til behandlingen af retssager.

Hvis du har været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i en erhvervsvirksomhed, interesseorganisation e.l. skal erklæringen tillige indeholde:

  • Oplysning om, hvorvidt du har deltaget i arbejde af relevans for advokatgerningen og i hvilket omfang, du har opnået kendskab til behandlingen af retssager.

Oplysninger om retssagserfaring kan formuleres som følger:

  • Jeg erklærer hermed, at (fuldmægtigens navn) i forbindelse med flere retssager, ført ved de civile domstole, selvstændigt har
    • udarbejdet og indleveret xx processkrift(er) (stævning, svarskrift, påstandsdokument og duplik/replik), og/eller
    • deltaget i forberedende telefoniske retsmøder, og/eller
    • udarbejdet/indleveret materialesamling og ekstrakt, og/eller
    • været ansvarlig for eventuel vidneførsel, syn og skøn etc., og/eller
    • ført/hovedforhandlet/procederet xx sag/sager i retten på mine vegne.

Vi har ikke brug for at få oplyst BS-numre, hvad sagerne omhandlede, eller hvem de involverede er.

Det vil bero på omfanget af sagerne, herunder eksempelvis antallet af processkrifter, hvor mange sager, det er tilstrækkeligt at have deltaget i.

Supplerende om retssagserfaring:

Hvis du har flere principalerklæringer, vil det være tilstrækkeligt, at blot en af disse indeholder oplysninger om retssagserfaring, hvis du har været autoriseret og fuldtidsansat ved pågældende principal i minimum et år.

Har du i minimum et år været fuldtidsansat som anklager- eller dommerfuldmægtig, vil kravet om retssagserfaring anses for at være opfyldt. 

Supplerende om krav til principalerklæring samt om betydning af kandidattidspunkt

Vi bemærker, at din principal først vil kunne udarbejde en principalerklæring efter minimum 14 dages ansættelse.

Vi gør desuden opmærksom på, at et ansættelsesforhold tidligst vil kunne medregnes fra kandidattidspunktet.