Det vigtigste forhold er, om du gennem en længere periode har holdt en væsentlig del af dine ferier i Danmark. Har du eksempelvis hvert år de seneste 25 år holdt mindst en uges ferie i Danmark, vil du som udgangspunkt have en tilstrækkelig tilknytning til Danmark.
Der er dog også andre forhold, der indgår i Civilstyrelsens vurdering, fx
- din familiemæssige tilknytning til Danmark,
- din sproglige eller kulturelle tilknytning til Danmark, eller
- din tilknytning til den konkrete ejendom, du ønsker at købe.
Det er ikke muligt at få en generel tilladelse til erhvervelse til køb af sekundærbolig. Dog kan du få et forhåndstilsagn fra Civilstyrelsen, hvis du har tilstrækkelig stærk tilknytning til at kunne få tilladelse til at købe et sommerhus. Når du har fundet den konkrete ejendom, du ønsker at købe, skal du oplyse dette til Civilstyrelsen, som herefter udarbejder den endelige tilladelse. Forhåndstilsagnet er gyldigt i 3 år.
En tilladelse til køb af sekundær bolig kan ændres til en anden sekundærbolig indtil 3 år fra afgørelsestidspunktet.