I september 2021 startede Morten som juridisk fuldmægtig i kontoret Kontrol og Regres. Han er nu rokeret til Staben, hvor han sidder som vikarierende DPO for Civilstyrelsen.
Da Morten blev færdiguddannet, var det et naturligt valg for ham at søge mod Civilstyrelsen. Det skyldtes hans offentligretlig profil og et ønske om at komme tæt på Justitsministeriets maskineri:
Jeg havde fornemmelsen af, at man var tæt på maskinrummet her og så har Justitsministeriet en tradition for at vægte faglighed højt. Derfor valgte jeg Civilstyrelsen. Jeg har faktisk ikke søgt andre stillinger. Da jeg blev bekendt med Civilstyrelsen var det mit mål for, hvor jeg gerne ville arbejde i Jylland
En fornemmelse han har fået bekræftet, efter han er startet. Da Morten var en del af kontoret Kontrol & Regres, var han kontaktperson til et kontor i Udlændingestyrelsen. Dette skyldes hans høje faglighed, men også en chef, der hurtigt forstod, at han trives med meget ansvar:
Kontrol & Regres rummer mulighed for hele tiden at få nye opgaver og på den måde udvikle sig. Jeg har eksempelvis været heldig med at have en chef, der hurtigt aflæste, at jeg har brug for ansvar for at trives i mit job.
Kombinationen af ansvar, udvikling og fleksibilitet er grundstenene for at han trives i sit job hos Civilstyrelsen.
Det daglige arbejde
I løbet af Mortens tid i Kontrol & Regres fik han en særlig interesse for håndtering af dokumenter og oplysninger i bred forstand, herunder altså også personoplysninger:
Jeg trives godt i at arbejde selvstændigt og på tværs af kontorer og myndigheder. Da der opstod en mulighed for at tiltræde som databeskyttelsesrådgiver, var jeg derfor heller ikke mange sekunder om at gribe den
Som databeskyttelsesrådgiver er der sjældent to dage, der er ens. Fordi GDPR omfavner nærmest alt, hvad vi som styrelse laver, har han også mange opgaver:
F.eks. rådgiver jeg medarbejdere på tværs af styrelsen om mange af de persondataretlige spørgsmål, der kan opstå i en styrelse med talrige og forskelligartede sagsområder, og jeg fungerer som kontaktpunkt til Datatilsynet.
En væsentlig del af Mortens arbejde består også i på forskellig vis at tage stilling til datasikkerheden, f.eks. i forbindelse med opfølgning på databehandleraftaler og i samarbejde med styrelsen informationssikkerhedsgruppe.
Der er også dage ude af huset. Eksempelvis indgår han i et netværk af databeskyttelsesrådgivere på tværs af statslige myndigheder.
Arbejdsmiljøet
Morten oplever sin arbejdsplads som fleksibel, og han sætter pris på, at han ikke behøver at arbejde videre, når han kommer hjem, men at man holder fri, når man har fri. Han uddyber, at det netop er vigtigt for ham, at have tid til sine venner og familie.
Job & karriere