Fra optikerbranchen til kontorfunktionær i Civilstyrelsen

Marie er et videbegærligt menneske, der bliver drevet af at lære og udvikle sig. Hun har en anderledes baggrund end den klassiske kontorfunktionær, hvilket viser sig som en styrke i hendes arbejde. Hun formår at have mange bolde i luften og påtager sig alt det ansvar, hun kan komme til.

Marie blev ansat i kontoret Fri Proces & Retsinformation i 2020. Inden hun valgte at tage uddannelsen som kontorfunktionær, arbejdede hun i optikerbranchen i sammenlagt 15 år. Undervejs endte hun med at blive uddannet stylist hos Dennis Knudsen og fik tilbudt en lederuddannelse med henblik på at blive butikschef. Marie udtaler selv, at det er et udtryk for, at hun altid har været glad for at lære nyt og have mange bolde i luften.

Det daglige arbejde

Marie er glad for at være i Civilstyrelsen, fordi hun bliver udfordret og udviklet:

Jeg arbejder på lige fod med de fuldmægtige og sidder blandt andet med lovteknisk korrektur på lovforskrifter, har tæt dialog med ministerier og andre styrelser, og jeg er kursusansvarlig for Lex Dania. Fordi nørderi driver mig, så er det et virkeligt spændende område. Der er mange nicher og sagsområder i styrelsen, og hvis man vil udvikle sig, støtter cheferne dig i dine udviklingspotentialer.

Marie står også for driftsstyringen af opgaverne i Retsinformation, og så er hun arbejdsmiljørepræsentant. Hun har derfor mange bolde i luften, men det er også sådan, hun trives bedst, uddyber Marie, som også skal til at læse jura på deltid ved siden af arbejdet i Retsinformation.   

Arbejdsmiljø

Ifølge Marie oplever hun en god harmoni blandt kollegaer og ledelsen:

Der er en god kemi blandt kollegaerne, og det er et rart sted at være. Som arbejdsmiljørepræsentant oplever jeg også, at ledelsen vægter trivsel højt. Der accepteres simpelthen ikke mistrivsel i styrelsen.

Derfor betyder det også meget for hende at være arbejdsmiljørepræsentant, fordi hun gerne vil være med til at gøre en positiv forskel for sine kollegaer. Marie slutter af med at fortælle, at hun drømmer om at arbejde med ledelse, og det er hun ikke bange for at sige højt til sin chef og kollegaer – her er netop rum for at tale om sine karrieredrømme.

Leder du efter dit første eller næste job? Så hold øje på vores karrieresite her.